Akupunktur stammer fra Kina og andre dele af Fjernøsten. Den viden om akupunktur der i dag anvendes, er primært baseret på en ca. 2200 år gammel lærebog af Nei Jing. En bog der indeholder mange forfatteres erfaringer og som handler om kinesisk lægekunst og om hvordan mennesket kommer i balance med sig selv. Den egentlige ophavsmand menes at være Huang Ti, en kinesisk videnskabsmand der levede for omkring 4000 år siden. Først i 1970’erne slog akupunktur for alvor igennem her i den vestlige del af verden. I starten vakte akupunktur enorm opsigt, og det skyldes ikke mindst at man bedøvede patienter ved hjælp af nåle.
Princippet bag akupunktur er at en akupunktør indsætter nåle i nogle akupunkturpunkter i patientens hud for at forebygge eller helbrede sygdomme og skavanker. Ifølge kinesernes forklaring, som er flere tusinde år gammel, vil nålene genoprette kroppens normale energibalance. Her er der især fokus på kroppens 12 energibaner (meridianer).
Selve ordet akupunktur er en sammentrækning af 2 ord: det latinske Acus, der betyder nål samt ordet Punktur, der betyder at stikke. Ordet er altså vestligt og har intet med den kinesiske betegnelse at gøre. I Kina kalder man akupunktur for Zhen.
Evidens og forskning
Man har naturligvis forsket meget i om akupunktur vitterligt virker, og ifølge Cochrane Collaboration er der ved akupunktur fundet tendens til positiv effekt ved flere typer behandlinger. Man kan dog ikke med 100% sikkerhed sige at det ER akupunkturen, der virker. Men akupunktur bliver brugt både på hospitaler, i private lægepraksisser samt private akupunktør klinikker og det er dog ganske anerkendt at akupunktur blandt andet virker ved følgende:
- Kvalme og opkast i forbindelse med kejsersnit
- Rygsmerter og bækkensmerter under graviditet
- kroniske smerter i ryg, nakke og skulder
- Migræne/hovedpine
- Smerter ved menstruation
- Smerter i kroppen fx ved leddegigt eller slidgigt
- Kvalme efter kemoterapi
- Knæsmerter
- stress
- angst
Mange påstår, at den såkaldte placeboeffekt – det vil sige, at troen er nok til at opnå et godt resultat, er afgørende. Det er dog uden betydning om man tror på akupunktur – det bevises af det faktum, at såvel spædbørn som dyr er blevet behandlet med lige så godt resultat som voksne mennesker. Tro eller motivation er imidlertid altid et positivt element i enhver behandling, hvilket også er et anerkendt synspunkt indenfor det etablerede sundhedsvæsen.